Om Peters opvækst

Jeg oplever en dyb forpligtelse til at hjælpe andre. Det er uden tvivl  på grund af alle de gange i mit liv, jeg ikke har kunne hjælpe dem, som var mine allernærmeste.

Min bror fortalte mig, at vi var sociale mønsterbrydere. Han sagde, at når han fortalte andre om vores barndom, så begyndte folk at græde. Sådan havde jeg aldrig tænkt på vores opvækst før.

Selvom vi er brødre med samme forældre, så har vi naturligvis oplevet vores barndom forskelligt og den har påvirket os forskelligt - sådan som det er i alle familier.

Jeg har aldrig selv tænkt sådan, men kan jeg godt se, at jeg også brudt med min sociale arv. 

Som den første mand i min familie, så tager Jeg ikke medicin for at klare dagligdagen eller er alkoholiker som begge mine forældre var. Jeg har heller aldrig fået elektrochok som min lillebror eller forsøgt selvmord som min anden bror, heller ikke været indlagt på den lukkede, som både mine brødre og far. 

Jeg har aldrig haft psykiske diagnoser af nogen art. Det er lidt at et mirakel, for vi har stor set alle klassiske psykiske lidelser i min familie - lige fra skizofreni til bipolar lidelser og ren depression, over til angst, autisme, tourettes osv.  

Jeg er normalt velfungerende. Jeg arbejder og passer hus og hjem, går til forældre møder, har venner, er social aktiv og så kan jeg spise med kniv og gaffel. 

Jeg ved godt, at det lyder måske ikke af meget for andre.

Men når man kommer fra et hjem, som var brudt sammen af alkohol og psykisk sygdom, og ikke lærte helt almindelige ting som at børste tænder, spise med kniv og gaffel, ikke lærte hvad er rigtigt og forkert, så er det selv efter så mange år stort og befriende, at leve et gennemsnitligt normalt dansk hverdags liv. 

Jeg vidste godt som barn, at tingene ikke var som de burde være, og jeg kan stadig høre mit indre barns tanker:  

Sådan skal jeg aldrig leve. Jeg kan gøre det bedre. sådan skal det ikke være. Når jeg bliver voksen...

Det betød, at som barn og ung var jeg næsten aldrig hjemme, jeg var lige som sommerhus-katten, som gik fra hjem til hjem eller fra aktivitet til aktivitet. 

Jeg nærmest flyttede ind hos mine venner, og sugede til mig af hvordan normale familier lever. Så hvordan de spiste, hvordan de levede, hvordan far og mor talte sammen, og hvordan de var sammen med børnene omkring middagsbordet.

Jeg elskede det og var meget hos mine venner - lige indtil jeg hørte en voksen stemme sige til min legekammerat:

Kan du ikke sige til Peter, at han skal gå hjem til sin egen familie..

Og det gjorde jeg så.

Som naturlig modreaktion på min ydre verden, så blev jeg tidligt interesseret i den indre verden og på alt hvad der kunne findes af metoder for at heale psyke og krop.

Det har været alt fra hypnose til meditation, tonsvis af bøger, kloge koner, kropsterapi, yoga, selvhjælpsbøger, kurser, NLP, taoistisk åndedrætstræning, bio-feedback, autogen træning - bare for at nævne nogle få. 

Meget naturligt fulgte jeg også min indre stemme om at skabe en normal eller et harmonisk familieliv. Efterhånden fik jeg min egen familie med kone, fem børn, hus og have os så videre. Det er gået godt - det er selvom to af mine børn er psykisk syge med diagnosen bipolar lidelse. 

For en ting er vores bevidste valg i livet - en anden ting hvad vi er disponeret for. Vi er IKKE alle født lige, nogle er født med mere heldigere gener, andre med bedre opvækstbetingelser.

Både når jeg kigger på mine børn, søskende og mit eget liv, så tror jeg stærkt på, at er det er muligt at få et godt liv uanset hvad man har med sig af genetik, opvækst og traumatiske erfaringer. 

I mere end 40 år har jeg interesseret mig for alt som har med psyken at gøre, dels fordi jeg er nysgerrig og dels fordi jeg har brug for det, og min familie har brug for det. 

De sidste 7 år har jeg hjulpet folk i min hypnose-klinik, hvor jeg laver hypnose og metakognitiv terapi - alt i mens jeg videreuddanner mig til psykoterapeut.

VIL DU VIDE MERE om peter?